Fra torsdag den 30. marts til torsdag den 6. april var vi så heldige at få besøg af Marika, en af Mariannes kollegaer og vores nabo fra sidst vi boede her på Grønland. Selv om vejret ikke var helt perfekt, kom vi da ud på en del ture i fjeldene omkring Kangerlussuaq.
Den første dag gik vi en lille tur lidt op ad Køkkenfjeldet, ud til stenbruddet og tilbage igen. Ellers holdt vi bare Marika vågen med snak, indtil hun ikke kunne holde øjnene åbne længere. Den hurtigste måde at komme over på Grønlandsk tid!
Dagen efter kørte Svend-Erik os ud til Suggarloaf hvor vi gik op til toppen og ned ad sydsiden - en vej vi ikke har været før. På vej op til toppen så vi nogle Ryper, og oppe fra toppen så vi nogle moskusokser, men de var meget langt væk. Planen var så at gå ad flodlejet hjem; men da der ikke var ret meget sne var der temmelig glat, så vi endte med at gå ind til vejen og langs vejen hjem. Vi stoppede ved Golfhytten hvor vi satte os i solen på verandaen og spiste et æble. Det fik vi følgeskab af en løs slædehund, der endte med at følge efter os hele vejen hjem.
Vi var blevet inviteret på tidlig aftensmad hos Marina og Bjarke, da Marianne skulle på nattevagt. Vi fik en utrolig lækker moskussuppe. Da Marianne gik på arbejde blev Marika og Lars hængende og snakkede, spiste kage og drak te og kaffe til det blev meget sent. Det var hyggeligt.
Om lørdage, mens Marianne sov efter nattevagten, gik Marika og Lars en tur op på toppen af Køkkenfjeldet og helt ud til havnevejen. Om aftenen - mens Marianne igen var på nattevagt - var Marika og Lars ovre på Nordlyset, der netop var blevet åbnet igen om fredagen; men det blev kun et kort besøg. Selv om stedet lignede sig selv på en prik, var der ikke nogen vi kendte, ikke engang John var der. Lidt trist.
Søndag, der ellers var den eneste dag med rigtigt solskin, havde vi inviteret alle Marianne og Marikas kollegaer på kaffemik om eftermiddagen. Marina der var på arbejde om eftermiddagen kom så efter arbejdet - og som man kan se på et af billederne, blev der lavet Grønlandsk kaffe (Marika havde haft fløde til flødeskum med fra Danmark). Det var en rigtig hyggelig dag.
Mandag havde Marianne fri, så der havde vi planlagt en lang udflugt, men vejret var temmelig dårligt, så vi endte bare med at køre rundt i bil. Vi var ude ved Kelly Ville og havnen, oppe ved vandsøen og ud forbi Suggarloaf, til en sø hvor Bjarke havde sagt, at der var gode muligheder for at se snehare (men vi så nu ikke nogen). Men da vejret var så trist, endte vi med at tage hjem og se en film og drikke varm kakao.
Tirsdag var vi ovre hos Marina og Bjarke og se hvordan man laver garn af moskusuld. Billederne derfra har deres egen side.
Onsdag havde Marianne eftermiddagsvagt; men inden hun mødte kørte hun Marika og Lars ud til vandsøen. Derfra gik de op til Lille saltsø, hvor de så 4 moskusokser og 4 rensdyr på ganske nær hold. Ikke ret langt videre, så Marika så langt om længe en snehare (for første gang i levende live). På vej op til "Tacan" så de endnu en lille flok rensdyr og nogle flere moskusokser, men de var temmelig langt væk.
Om aftenen var vi ovre og spise i restauranten.
Torsdag rejste Marika så hjem igen, efter en fantastisk dejlig uge, der bare var gået alt for stærkt!
Denne thumbnail-side blev lavet med XnView den 12. april 2006.